lørdag den 29. juni 2013

Knækbrød på paleo-manér



Jeg elsker knækbrød. Særligt når det er hjemmebagt. Kunne i dag finde ro og overskud til at bage de lækreste paleo knækbrød, som er lige til at spise når som helst.

Sådan laver du paleo knækbrød:

- 2 dl. hørfrø
- 1,5 dl. græskarkerner
- 1 dl. sesamfrø
- 1 dl. solsikkekerner
- 1,5 dl. vand
- 1 æg

Alle ingredienserne blandes sammen og stilles på køl i en time. Dejen virker nok lidt våd, men trækketiden gør at kernerne suger vandet til sig, og dermed opnås der en perfekt knækbrødsdej. Derefter klattes massen ud på en bageplade med bagepapir - så tyndt som muligt, så de bliver sprøde. Knækbrødene skal have ca. 1 time i ovnen på 175 grader. Du kan med fordel skære nogle riller i dejen inden du sætter den i ovnen, så er de lettere at knække over når de er færdige.

BON APPETIT. 

Raw Jordbærtærte


Igår fik min kæreste og jeg publiceret vores nyeste studie på netavisen stikimod. Du kan se resultatet her . Det skulle fejres med ovnbagte fiskedeller, rødbede-fritter og homemade remo. Og til dessert forsøgte jeg mig for første gang at lave en raw jordbærtærte. Det er noget af det bedste jeg nogensinde har smagt! Den slår den almindelige jordbærtærte med længder; den er frisk, sød, cremet og med den lækreste nøddebund. Kan KUN abefales. 

Sådan laver du "Raw Jordbærtærte":

Bund:
- 2,5 dl. hasselnødder og mandler
- 5 dadler
- 0,5 dl kokosmel

Ingredienserne puttes ned i en blender og blendes sammen til de har en god grynet konsistens. Tag et lille tærtefad overdækket med film og smør massen ud i en ensartet flade. Nu er bunden færdig til verdens bedste jordbærtærte. Bunden bliver desuden helt fuldstændig fantastisk af at blende en meget mørk chokolade i også, hvis man trænger til en virkelig forkælelse.

Fyld:
- 120 g. usaltede cashewnødder
- 2 spsk. citronsaft
- 0,5 dl. vand
- 1 dl. uopvarmet honning
- 1 dl. kokosolie
- 1 tsk. vaniliepulver 

Det gode ved rawfood er at hvis du har en blender, så er det simpelthen noget af det letteste man kan bedrive i et køkken. For at lave det lækre cremede fyld til tærten, puttes alle ovenstående ingredienser til fyld ned i blenderen og blendes sammen til det opnår en ensartet konsistens. Fordel fyldet jævnt over tærtens bund. Nu sætter du blot tærten i køleskabet til den opnår den rette konsistens - det skal ramme sådan en cheesecake-agtig struktur, hvilket tager omkring 2-3 timer før den er helt perfekt. 

Når tærten har opnået sin rette struktur pyntes den med store stykker jordbær. Nu er der jordbærtærte. Det smager godt at spise jordbærpuré, chokoladesovs eller ekstra honning til, hvis man har en sød tand. 

BON APPETIT. 

Status på avisartiklen: Bliver rørt og varm om hjertet når jeg ser hvor hurtigt vores studie deles på Facebook, hvor mange der kommenterer (viser at de har læst det), liker og giver komplimenter. Er stolt over vores endelige produkt, trods at vores vejleder ikke var ligeså stolt. Det føles som om at det har åbnet mange muligheder for os, og det er helt sikkert at vi vil benytte os af dem. I kan læse min kærestes berettelser om studiet her og her

torsdag den 27. juni 2013

Et Århus-tip

Er igang med den helt store oprydning. Det kører efter et meget stringent Feng Shui-princip om hvad jeg ikke har set på, rørt ved eller tænkt på i et år skal ud. Det er hårdt at smide aviser ud jeg har lavet i Folkeskolen, avisklip fra "Blå Sommer 1999"og gamle kærestebreve, men helt ærligt hvad gemmer jeg dem for? Snakkede med min kæreste om at det endnu engang kunne være sådan et identitetsprojekt alle folk har i en eller anden form; "sådan her er jeg og se hvor mange mennesker der skriver til mig", så er man sikker på at andre har noget at fortælle om én når man ligger i graven. Men en bagside heraf er at det er utroligt belastende når man flytter og desuden tager det energi fra rummet, da man ubevist bliver påvirket af tingene. Jeg kan love jer for at det er fantastisk at få ryddet ud og fornemmelsen af plads, lys og energi påvirker mig utroligt positivt! De ting jeg ikke skal bruge længere smider jeg ind på en side på Facebook som hedder "Gives bort - Århus" og indtil videre er alt jeg har lagt derind blevet hentet i løbet af få timer (og afsat efter få minutter/sekunder). Det er et helt fantastisk koncept, som jeg mener at alle bør støtte op omkring. Man lægger et billede op ad den ting man vil skille sig af med, og så byder folk ind og fortæller hvornår de kan hente - vupti, så er det ude af din verden. Har også selv fået et babytæppe, en masse babybody'er og en arkitekt lampe fra Arne Jacobsen af at holde øje med de gode ting derinde og være hurtig på tasterne - for hurtigt det går det, meget.

Følelsen af at give en ting væk til et andet menneske er virkelig en fornøjelse. Ellers har jeg tidligere brugt Trendsales til at sælge ud, men er blevet træt af deres koncept med dyre gebyrer og efterhånden meget sure brugere. Derfor er jeg udelukkende en gives bort-person nu og jeg nyder det i fulde drag.

Find siden her, hvis du er fra Århus: https://www.facebook.com/groups/349392865104080/
- Måske de også har lignende sider i andre byer!

Ventetid

"Waiting for the miracle - the miracle to come"

Det synger Leonard Cohen i mine øre, mens jeg render rundt og er en smule rastløs. Maven vokser og vokser - det samme gør komplimenterne. Har aldrig oplevet så mange hilsner, blikke og smil på én gang når man lufter bulen. Bliver helt kuldret af det, har blandt andet i dag investeret i en "Snart-mor-te" fra Helseren i Jægergårsgade. Tror det var en rastløs handling - meget mærkelig i hvert fald. Nå, men den er rigtig lækker. Og egentlig så faldt jeg over den fordi den havde rosenblomst i sig, hvilket jeg har fået at vide er god for den dosha jeg er ifølge de Ayurvediske principper (more to come om det - pønser på et indlæg).

Ventetiden er lang - har fået at vide at de sidste tre måneder skulle være dræbende. Også fordi den lille fyr inde i maven har fået personlighed. Han har sin egen døgnrytme, sparker og så har han fundet ud af at han kan kilde sin mor, hvilket jo er vældigt sjovt. Han elsker når jeg udfører Bhramari Pranayama  (en særlig form for lydyoga, der er givende hvis du ønsker at være i nuet). Her kan man mærke hvordan han suger energien til sig og slapper helt af. Jeg glæder mig til at den lille mand kommer ud i verden og bliver et lille væsen fyldt af personlighed! Tænker at lave flere indlæg om yogatyper og hvilke former der er gode for hvem osv.?


fredag den 21. juni 2013

Everybody's Free


Hvis der er en sang jeg synes er fantastisk og som bare ikke må gå i glemmerne, så er det denne. Min kæreste fandt den på en gammel Absolute Music Plade fra 90'erne og har sidenhen anbefalet den til mig. Synes den er så cool, fordi den er nede på jorden og bare emmer af rolighed og en fornuft som der mangler i vores hektiske hverdag. Synes idéen med at bruge solcremen som en metafor (og som en reel ting) er genial, da det er en ting vi så tit får at vide vi skal huske - særligt i disse tider. Synes I skal lytte til den og tænke over hvordan I ville kunne forstå den, for jeg tror at det er individuelt hvordan man fortolker den og tager den til sig. Nogen vil nok slet ikke kunne se det og andre vil fundere mere om det. Ville være sjovt at høre hvad I tænkte!

Uanset hvad, så er solcremen jo vigtig! Både i overført betydning og som den er - en reel genstand. Jeg er et af de der mennesker der har rødt hår og sensitiv hud. Derfor bruger jeg helt enormt meget solcreme og synes i længden at det bliver rigtigt dyrt. Men nu har jeg fundet en måde hvorpå jeg kan spare nogle penge, samtidig med at jeg selv vælger faktor, duft og cremetype - jeg er hooked! Har også skrevet et indlæg til det nye Kvindemagasin på nettet: Maskara.dk, hvor jeg blogger engang imellem. Det udkommer på lørdag mit indlæg om "Den unikke solcreme", og så vil jeg smide et link herind. 

Mit fund hedder blot Tiosol og er et naturligt fremkommet sunblock, som faktisk bruges som farvestof i bolsjer - der er det bedre kendt som E171, som er et naturligt E-nummer. Tiosolen er fedtopløselig og kan derfor blandes op med både cremer og olier. Derfor kan du blande det op med din billige Niveacreme, en lækker økologisk variant eller blot olivenolie hvis du vil skinne lidt på stranden også. Hvis du blander det op med olivenolie kan du også tilføre lidt æterisk olie, eksempelvis lavendel eller menthol - så både dufter og skinner du, når du lufter bikinien. Vi piger er jo også nogle væsener som enten søger efter den perfekte dagcreme eller har fundet den - hvis du ligesom mig har fundet den, så kan du putte Tiosolen ned og blande rundt. Så skal du ikke frygte at du slår ud, ligesom hvis du køber en solcreme eller andet, som du ikke lige har prøvet kræfter med før. Det er vældig smart og billigt!

Du kan købe Tiosolen fra Urtegaarden i de fleste Helsekostbutikker. 30 ml. koster 69 kroner og 100 ml. koster 189 kroner. I forhold til dosering af Tiosolen afhænger det af hvilken faktor du ønsker. En lys hud som min kræver mindst faktor 20, hvis du er typen der let bliver brun kan du starte med faktor 20 og gå ned på faktor 15 i løbet af sommeren og hvis du er indehaver af en smuk brun hud, så kan du nøjes med faktor 8, når du har fået dækket den første sol ind. 

Doseringsskema:

Faktor 8: 11 ml. Tiosol og 89 ml. olie eller creme.
Faktor 15: 18 ml. Tiosol og 82 ml. olie eller creme.
Faktor 20: 30 ml. Tiosol og 70 ml. olie eller creme. 


torsdag den 20. juni 2013

Meatza med svampeblanding


Nu må det her jo ikke gå hen og blive en ren madblog, men seriøst - er bare NØDT til at dele den her vilde opskrift med jer. Min kæreste havde lyst til kød og foreslog at vi kunne lave en udgave af Thomas Rodes Meatza. Jeg startede med at tænke: "Føj, en kæmpe hakkebøf!", men endte med at overgive mig. Man må jo udfordrer sig selv engang imellem. Så jeg endte med at lave en Meatza med svampeblanding og hold nu fast, hvor blev jeg positivt overrasket! Denne udgave er med ost, men i en ren paleo-kur bør man undvære mælkeprodukter, som eksempelvis ost. 

Sådan laver du "Meatza med svampeblanding" (til 2 personer - og jeg har stadigvæk til frokost imorgen, min kæreste spiste rub&stub):

Meatza:
- 250 g. hakket oksekød. Brug økologisk, da der ikke er pumpet ligeså meget vand i kødet. 
- 1 stort løg
- 1tsk. spidskommen
- 1 tsk. oregano
- 2 fed hvidløg
- 2 æg 
- 1 spsk. Dijonsennep
- Peber (+ Salt hvis du bruger dette - salt er også en ting jeg undvære i mit køkken).

Hak løget fint, pres hvidløget og bland ingredienserne godt sammen til en fars og lad den stå at hvile, mens du varmer ovnen op til 200 grader. Når ovnen er opvarmet laver du to store hakkebøffer på en bageplade med bagepapir. Smør dem godt ud, så de er ca 1,5 cm tykke. Put dem i ovnen i 10 min. og skru derefter op på grill og giv dem 10 min mere. Altså skal de stå derinde i 20 min. samlet set. Nå du giver dem de sidste ti minutter på grill, undgår du at kødet får den der grålige farve. Med denne funktion bliver kødet mere sprødt og bliver mere brunligt. 

Tomatsovs:
- 1 stor tomat
- 0,5 Peberfrugt
- Hvidløg efter smag
- Basilikum

Blend ingredienserne og smør på meatzaerne når de tages ud af ovnen. Hvis du ønsker at putte ost på, ligesom jeg, så put det på nu og stil meatzaerne i ovnen indtil osten er smeltet. De tages nu ud og er klar til at blive pyntet med svampeblandingen og salat. 

Svampeblanding til fyld:
- 100 g. svampe
- 1 stort løg
- 1 tsk kokosolie
- Lidt frisk timian 

Skær grøntsagerne i den ønskede størrelse og rist på panden i lidt kokosolie med timian. Fyldet skal ikke ind i ovnen på meatzaerne. Når meatzaerne er taget ud af ovnen pyntes de med svampeblandingen, salat efter ønske og evt. lidt krydret pølse (det gjorde vi) eller serranoskinke. 

BON APPETIT. 

En anden meatza jeg tænkte på man kunne lave, som nok er mere efterårs-agtig, er en meatza efter samme princip, men med en god hjemmelavet pesto + tyndskåret rodfrugter og pyntet med gedeost og ruccola. MUMS - den må jeg prøve en dag, for jeg blev virkeligt positivt overrasket! 


Paleo chocolate cake


Det her er UDEN TVIVL den bedste paleokage jeg nogensinde har smagt. Den føles så syndig når man spiser den, uden at være det. Det er én af de der lækre, bløde chokoladekager som normalvis er fyldt med smør og sukker, men paleoudgaven formår at få samme konsistens og smag uden at indeholde alle de dumme ting. Jeg er solgt! Det er den første paleokage jeg prøver at bage og det er den letteste kage jeg nogensinde har givet mig i kast med. Jeg tror simpelthen ikke på at der er noget der kan gå galt når man laver den. Der vil jeg sige at rawcakes er mere besværlige, men om ikke andet så er de også lækre og friske på en helt anden måde, men det vil jeg vende tilbage til en anden god gang. Nu til ovenstående lækkeri...

Sådan laver du "Paleo chocolate cake"

Kage: 
- 2 æg
- 1 dl. blandede nødder (jeg brugte mandler og hasselnød - usaltet cashew ville være så godt)
- 1 dl. kokosmel
- 150 g. dadler
- 1 tsk. vaniliepulver
- 3 spsk. kakao
- 3 spsk. kokosolie
- 1 stærk espresso shot

Som sagt er det verdens nemmeste kage. Start med at sæt ovnen på 180 grader, så den er forvarmet når du er færdig med at blande de ovenstående ingredienser. Hvis du har en blender gør det hele processen meget nemmere, så kan du nemlig bare smide alle ingredienserne ned i hele og blende det sammen til en kagedej. Hvis du ikke har en blender er det igang med at hakke, snitte og blande. Der er ingen opskrift på hvilken rækkefølge det skal gøres i. Når du har blandet ingredienserne sammen, smører du en lille tærteform med kokosolie og fører dejen ned i formen. Nu skal den bare sættes ind i den forvarmede ovn i 30 min. Herefter tages den ud og køles af. 

Overtræk
- 50 g. chokolade til overtræk 
- Drys med kokosmel
- Pynt med et grønt blad - jeg har brugt koriander, det er så smukt. 

Mens kagen står og køler kan du begynde at smelte chokoladen til overtræk. Jeg bruger chokolade uden sukker og med højt kakaoindhold for at følge min valgte livsstil. Det er dyrt, men der er også alternativer i forhold til mørk chokolade uden sukker i blandt andet Rema1000, hvor man kan købe noget mørk chokolade på omkring 50% der er lavet med steviaproduktet. Ellers priotér kakaoindholdet - det er op til dig selv. 
Måden hvorpå jeg smelter chokolade er ved at varme en kasserolle op med vand. Når vandet er varmt lægger jeg en passende si henover gryden og placerer en skål. I skålen putter jeg chokoladen i små stykker, så de smelter hurtigere, da de så er tættere på skålens flade. Det er vigtigt at vandet ikke ryger ned til chokoladen, da den så kan skille. Når chokoladen er smeltet smører du den over den afkølede kage og drysser med kokosmel. Til slut kan du pynte med bær, is eller noget grønt ligesom jeg har gjort. 

BON APPETIT. 

onsdag den 19. juni 2013

Raw pasta med avocadocreme


Det her er absolut én af mine yndlings raw-retter! Det er simpelthen så lækkert og sommerligt at man bliver afhængig. Lavede den til min kæreste og jeg igår, hvor det var første gang han smagte det og tror det faldt i rigtig god jord. Normalvis, eller i hvert fald oftest, laver man raw pasta af squash, da det har en mere pasta-agtig konsistens. Men jeg er ikke så glad for det, jeg synes det bliver for splattet når man laver det sådan. Når man spiser pasta (altså italiano-style) så skal jeg også have den aldente, måske har det noget med det at gøre? Derfor har jeg valgt at lave pastaen af gulerod og sød kartoffel, hvilket fungerede rigtigt godt. Alle råvarer er købt økologiske og er fra "Øko-lageret" nede ved Brabrandstien mod byen i krydset. Det er et hyggeligt lille sted, som jeg absolut kan anbefale folk at besøge. Økologi er vigtigt for mig og det vil der helt sikkert komme flere indlæg omkring senerehen. 

Sådan laver du "Raw pasta med avocadocreme"

Pasta:
- Gulerod 
- Sød kartoffel

Raw pastaen er lavet af økologisk gulerod og sød kartoffel. Normalvis har man en spiralizer til at udføre de lange skønne spaghetti, men jeg er ikke vild med at have al for meget køkkenudstyr, og slet ikke når jeg har et gammeldags redskab, som kan være ligeså behjælpelig - nemlig rivejernet. Tag den grove side, den man normalvis laver en god gulerodssalat på, og læg den ned. Tag henholdvis gulerod og sød kartoffel og placér med den lange side mod rivejernet, så du får nogle lange strimler. Det kan godt tage lang tid indtil du har fundet en teknik, men hvis du ikke har ligeså meget tålmodighed som mig, kan du jo investere i en spiralizer i de fleste butikker efterhånden. Riv så mange som du ønsker. Jeg brugte tre gulerødder og en stor sød kartoffel og der havde nok været plads til en ekstra rundt om spisebordet.

Avocadocreme:
- 2 Avocado
- Et stort hvidløg
- Lidt løg
- Citronsaft

Cremen laves bedst i en blender (sådan en kan jeg til gengæld ikke undvære!). Alle ingredienser puttes ned i blenderen og blendes til du har opnået en ønsket konsistens. Man kan også supplere med en håndfuld mandler i blandingen, hvis man ønsker lidt mere grynet konsistens. Jeg vil hellere pynte med det ekstra. Cremen blandes sammen med raw pastaen og pyntes med hvad man ønsker. Jeg havde lyst til cherrytomater, solsikkekerner og koriander, hvorfor det var valget her hos os. Man kan variere raw opskrifterne meget - derfor er de også gode hvis man gerne vil undgå madspil. 

BON APPETIT.

Raw & Paleo


Eksamensperioden er forbi og sommerferien har åbne arme. Jeg er lettet over at kunne vende tilbage til den livsstil der giver mig energi, mod og højt humør. Tidligere har jeg skrevet om hvorfor vi, oftest i hvert fald, møder en mur under stressede perioder, hvor vi tyer til mere usunde spise- og adfærdsvaner. Det kan du læse HER. Endelig kan jeg vende snuden mod de sidste tre måneder af graviditeten, hvor jeg vil forkæle min krop med de gode sommerlige, økologiske råvarer og holde mig fra de klassiske syndere; sukker & stivelse. Har dog steder hvor jeg går på kompromis, og det føler jeg at man skal give sig selv plads til, hvis man vil leve raw & paleo-style: Jeg vil nyde en kop kaffe om morgenen med et lille skvat rørsukker og jeg vil ikke undvære at spise noget folk servere for mig. Det er derfor primært en livsstil jeg holder indenfor hjemmets murer og det gør at jeg elsker at leve sådan! Nogen kan holde sådan en 90/10-livsstil og andre SKAL holde den helt stramme kur, for ikke at falde i alt for meget. Det vigtigste er sådan set at lytte til sin krop – hvad har den brug for? Jeg har fundet ud af, efter længere forsøgsperioder, at det er sukkeret og stivelsen der gør mig utilpas i kroppen. Derfor er det naturligvis det jeg har frasorteret for at få balance og ro. Har også fundet ud af at ved at jeg drikker en kop kaffe med rørsukker eller spise ude med en veninde sommetider, ikke påvirker mig. Derfor ser jeg ingen grund til ikke at onde mig de glæder.

Har prøvet at leve ren paleo og har prøvet at leve ren raw food, ingen af delene duede for mig. Derfor har jeg valgt en livsstil, hvor jeg kombinere opskrifter, idéer og ideologier fra begge verdener. Dét fungerer så fint for mig og har aldrig haft så meget ro i min krop. Kan mærke at jeg efter sådan en eksamensperiode, hvor det hele skrider, er helt fra den og mangler at komme tilbage til rette spor. Det er jeg nu, igen.

Én ting der er vigtig for mig at holde øje med min vægt, efter sådan en projektperiode hvor man ryger tilbage på paleo og raw food. Man kan nemlig godt tabe sig, hvis man i en periode har spist stivelsesprodukter som brød og pasta også vælger at vende tilbage igen. Der er jo også mange som vælger livsstilen for at tabe sig. Men lige i en gravids tilfælde er det vigtigt ikke at tabe sig, da det kan skade barnet. Når man taber sig udskiller man nogle stoffer, som kan gå ind og skade især nervesystemet – her kan man risikere et for tidligt født barn eller ligefrem et barn som bliver dødsfødt. Derfor er det vigtigt her i starten at holde øje med vægten og få min kæreste til at holde øje med om jeg taber mig, da man oftest ikke selv har øje for det. Jeg er sikker på at det ikke bliver et problem, da jeg tidligere har levet efter principperne og ved hvilke fedtstoffer jeg skal have, for at jeg ikke taber mig, men bare holder en idealvægt under resten af graviditeten. Gennemsnitligt tager man mellem 10-15 kg på. Og indtil videre har jeg kun taget 4,5 kg på, hvilket er normalt i denne uge (uge 25). Det er først nu at barnet rigtigt begynder at vokse, da den indtil nu har brugt sit krudt på at danne det lille væsen der nu nyder livet inde i min mave.

Bloggen vil derfor byde på en masse lækre opskrifter det næste stykke tid. I går lavede jeg den lækreste raw pasta med avocadocreme og paleokage til aftenhyggen. Opskrifterne kommer op senere. 

En lille update på "babyfronten": Jeg skal ud og se på barnevogn i dag. Dét bliver simpelthen hyggeligt! Vi regner med at vælge Odder-vognen, da den er hyggelig, komfortabel og lige nu er på tilbud. Det er heldigvis mormoren der betaler og hun har udtalt sig om Odder-vognen: "Den ville jeg elske at tulle rundt med". Så mon ikke det er den helt rigtige? 


søndag den 16. juni 2013

Overspring i iTunes


Går op i æstetik og dette gælder absolut også mit iTunes! Har ikke brugt særligt meget tid i programmet det seneste stykke tid, da jeg har brugt Spotify - som alle andre. Men Spotify's design kan slet ikke hamle op med brugen af iTunes og lykken der er ved at sidde med iTunes rene og fine linjer. Kunne bestemt ikke lide det nye design lige da jeg forsøgte at benytte mig af det de første par dage, men er nu hel vild med idéen bag og synes at udseendet får det til at fremstå enkelt og enestående. Har derfor overspringshandlet en del de sidste to dage med at finde de rette albumbilleder, så det kan blive ekstra lækkert at følge med i musikken der hober sig op i mit program. Jeg elsker måden at farverne skifter på når man søger under album, alt afhængig af billed og set-up. Det er nørdet, men lækkert. Og så fik I også lige et (meget lille) indblik i noget af den musik jeg elsker, og som sikkert bliver nævnt i tide og utide på bloggen. 

lørdag den 15. juni 2013

Endorfin-jagt

Hvordan kan det egentlig være at man får lyst til at spise mere usund mad når man er stresset? Jeg kalder det blød mad af flere årsager; det er blødt og det gør blød. Flere undersøgelser har vist at jo mere stressede vi er desto lettere løsninger vi finder vi på mad - også på mad som er lettere at fordøje. Kroppen, øjnene og tankerne kan ikke tåle idéen om at skulle bearbejde hårde fuldkornsprodukter og salater bliver "kedelige" i disse dage, selvom man spicer dem op med både nødder, avokado og olier.

Én af grundende kan simpelt være at vi har "muligheden" for det og vi har "en undskyldning" for at være onde mod os selv og vores sind, ved at købe færdigretter, pizza, pommes frites og bland-selv-slik (mmh. bland-selv-slik er den helt store synder for mig!). En anden grund er at hjernen er på jagt efter lykke i form af endorfiner, hvilket vi blandt andet får ved at spise sød og fedtholdig mad. Endorfinerne kan midlertidigt dæmpe stressniveauet hos hjernecellerne, da de stimulerer hjernens lystcenter. Desuden ændres smagsløgene bare generelt under stress, hvilket kan være forklaringen på at en ellers lækker salat pludselig sidesættes for en skål med risengrød (JA, det skal jeg have i aften!).

SÅ ser virkelig frem til den tirsdag. 3 dage. Kom nu - vil tilbage til en normal tilværelse hvor jeg forkæler min krop, mit sind og mit barn med den rigtige kost og overskud.

Søger: Pusterum

Er overbevist om at eksamensperioder er noget af det mest usunde for mennesket. Kreativiteten forsvinder, lysten forsvinder, energien forsvinder. Om tre dage er det forbi. Det er frustrerende at man ikke føler man kan blogge, læse eller hækle i denne periode. Det eneste man har overskud til er dumme serier og film - og det er kun i de her stressede perioder jeg har lyst til sådan noget. Det tyder altså på at det er noget der er virkeligt usundt for mig. Jeg ved med mig selv, at hvis det eneste jeg har lyst til er blød mad (spiser normalt stenalderbrød om morgenen, det kan jeg da slet ikke i de her dage!) og glo film, så er jeg ude af balance. Er der andre der har det sådan? Tænker tit på at folk i disse dage, når de kommer hjem, bare tænder for flimmerkassen og lader den køre med ordene "Jamen jeg har brug for at slappe af". I virkeligheden burde man holde sig fra det, sætte musik på eller gå en tur i det grønne. Men det er så nemt at sige, og så svært i praksis når man føler at verden går imod én - og det er der ingen tvivl om at den gør midt i en eksamensperiode.

Måder hvorpå jeg ved at jeg er ude af balance:
- Ser film og TV
- Spiser blød mad (minus fuldkorn)
- Er træt i kroppen
- Mangler overskud
- Det roder omkring mig
- Dårlig samvittighed over ikke at få læst

BLIV TIRSDAG!

fredag den 7. juni 2013

Rabarberhimmel


Her er den længe ventede rabarberopskrift. Jeg ville - ligesom så mange andre - ønske at man var selvforsynende med det meste. Men de grønne fingre hænger ikke på træerne, så blev simpelthen hjertens lykkelig da jeg så at der var en forholdsvis stor rabarberplante et skjult sted i haven. Den skulle udnyttes! Plukkede løs og fik ca. 1 kg.

Valgte at lave en rabarbersaft ud af de lækre stænger, men da jeg har besluttet mig for ikke at indtage sukker under graviditeten (hvilket er MEGET svært at holde), så måtte jeg forsøge at søde med andre ingredienser. Jeg løb op i Kvickly og fandt de sødeste økologiske jordbær jeg kunne få fingre i og tænkte at det måtte være nok. Alle omkring mig mente at det ikke kunne lade sig gøre og at der mindst skulle 1 kg. sukker til mængden af rabarber. Men jeg var trodsig og ville forsøge!

Og jeg siger jer: Endte ud med den lækreste, sommerligste drik nogensinde - og er nu afhængig. Sidder bare og venter på at der kommer flere rabarberskud.

Ingredienser
Ca. 1 kg.   Rabarber
Ca. 250 g. Jordbær
Vand
(Vaniljestang)

Opskrift
Skar rabarberstængerne i små stykker og smed ned i en gryde sammen med jordbærerne - herefter hældte jeg vand over stykkerne, så de lige akkurat blev dækket - Jeg havde ikke selv vaniljestang i, men det kan jeg anbefale også, og det ville jeg så putte i nu - Lad det simre i ca. 15 min - Lad blandingen køle HELT af - si blandingen ned i en skoldet pæn flaske - vupti; SOMMERDRIK, der kan holde sig 14 dage på køl.

Saften er noget koncentreret, så vil anbefale at hælde vand i efter smag og behag. Du kan eventuelt pynte saften med mynte og citron eller mynte og ingefær inden servering!

tirsdag den 4. juni 2013

Chemsommer





Ej. Bliver simpelthen så ked af det når jeg kigger ud på himlen i dag: Den burde være helt blå, men flyene har foretaget SÅ mange af de der kunstige skyer at det ødelægger den danske sommeridyl. Her ville jeg ellers sidde på terrassen og nyde min hjemmelavede rabarber-jordbær saft (som jeg selvfølgelig smider en opskrift ind på senere, for den er bare god!), men idyllen blev ødelagt af disse chemtrails - det er bare ikke ligeså lækkert at nyde solen under et lag af tungmetaller og partikler. Har nu skrevet til DMI, hvad grunden er til at de vil ødelægge min sommerdag - Kan forvente svar senest d. 11 juni, det bliver spændende!


søndag den 2. juni 2013

Velkommen til en masse Voílapyk!


Velkommen til Voílapyk. Som navnet antyder vil jeg skrive om alt mellem himmel og jord; et twist af voila og pyk – eller volapyk med et twist af voila!

Har tidligere haft erfaring med hverdagslivs-bloggin, men synes det blev for trivielt at skrive om hverdagen, da jeg – for at være hudløs ærlig – ikke er en af pigerne fra Sex & The City, og heller aldrig bliver det. Jeg er derimod en Århusianer på 24, der fornylig er flyttet tilbage til Smilets By efter at have været væk, flyttet sammen med min kæreste og venter verdens mest livlige dreng til september.

Jeg er en pige fyldt med idéer, så bloggen vil emme af helse, strik/hækle-opskrifter, bog- musik- og kunst/kultur-anmeldelser, mad og min elskede yogaverden. 


Knus fra Kat 

Altså hedder jo ikke Kat sådan i virkeligheden. Mit navn er Katrine, men har altid været Kat. Og nu bliver jeg så snart til Kattemor. Det er egentlig lidt mærkeligt .... Lidt meget, faktisk.