onsdag den 19. juni 2013

Raw pasta med avocadocreme


Det her er absolut én af mine yndlings raw-retter! Det er simpelthen så lækkert og sommerligt at man bliver afhængig. Lavede den til min kæreste og jeg igår, hvor det var første gang han smagte det og tror det faldt i rigtig god jord. Normalvis, eller i hvert fald oftest, laver man raw pasta af squash, da det har en mere pasta-agtig konsistens. Men jeg er ikke så glad for det, jeg synes det bliver for splattet når man laver det sådan. Når man spiser pasta (altså italiano-style) så skal jeg også have den aldente, måske har det noget med det at gøre? Derfor har jeg valgt at lave pastaen af gulerod og sød kartoffel, hvilket fungerede rigtigt godt. Alle råvarer er købt økologiske og er fra "Øko-lageret" nede ved Brabrandstien mod byen i krydset. Det er et hyggeligt lille sted, som jeg absolut kan anbefale folk at besøge. Økologi er vigtigt for mig og det vil der helt sikkert komme flere indlæg omkring senerehen. 

Sådan laver du "Raw pasta med avocadocreme"

Pasta:
- Gulerod 
- Sød kartoffel

Raw pastaen er lavet af økologisk gulerod og sød kartoffel. Normalvis har man en spiralizer til at udføre de lange skønne spaghetti, men jeg er ikke vild med at have al for meget køkkenudstyr, og slet ikke når jeg har et gammeldags redskab, som kan være ligeså behjælpelig - nemlig rivejernet. Tag den grove side, den man normalvis laver en god gulerodssalat på, og læg den ned. Tag henholdvis gulerod og sød kartoffel og placér med den lange side mod rivejernet, så du får nogle lange strimler. Det kan godt tage lang tid indtil du har fundet en teknik, men hvis du ikke har ligeså meget tålmodighed som mig, kan du jo investere i en spiralizer i de fleste butikker efterhånden. Riv så mange som du ønsker. Jeg brugte tre gulerødder og en stor sød kartoffel og der havde nok været plads til en ekstra rundt om spisebordet.

Avocadocreme:
- 2 Avocado
- Et stort hvidløg
- Lidt løg
- Citronsaft

Cremen laves bedst i en blender (sådan en kan jeg til gengæld ikke undvære!). Alle ingredienser puttes ned i blenderen og blendes til du har opnået en ønsket konsistens. Man kan også supplere med en håndfuld mandler i blandingen, hvis man ønsker lidt mere grynet konsistens. Jeg vil hellere pynte med det ekstra. Cremen blandes sammen med raw pastaen og pyntes med hvad man ønsker. Jeg havde lyst til cherrytomater, solsikkekerner og koriander, hvorfor det var valget her hos os. Man kan variere raw opskrifterne meget - derfor er de også gode hvis man gerne vil undgå madspil. 

BON APPETIT.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar