fredag den 30. august 2013

August: Mirabellechutney med ingefær og chili


Forleden lavede jeg fire glas chutney af de lækreste mirabeller med inspiration fra Claus Meyers Almanak. Mirabellerne er så gode nu, at man ikke engang behøver at tilsætte sukker. Både jeg og min kæreste har i hvert fald spist 1,5 glas allerede uden skrubler. Det smager fantastisk til både wokretter, kylling, fisk ..... 

Til to glas skal du bruge:
- 1 kg mirabeller
- 2 hele grønne kardemommekapsler (kan fås ved urtekrams økologiske krydderier, Kvickly)
- 1 spsk. friskrevet ingefær
- 1/4 spsk. tørret chili
- 1. æblecidereddike 
- Sukker, hvis du finder det nødvendigt. 

Vask og udsten mirabellerne - det er noget af et pillearbejde, men resultatet er det hele værd. Kardemommekapslerne skal ristes på en tør pande til de dufter dejligt, og så er de klar til at blive knust i en morter. Hvis du ikke ønsker besværet med det eller ikke så tit bruger kardemomme, kan de blot købe den knuste kardemomme. Alle ingredienser skal ned i en gryde, som bringes i kog. Chutneyen skal stå og koge stille i ca. 30-45 min. indtil den opnår den helt særlige chutneykonsistens. Husk at rør jævnligt, så chutneyen ikke brænder på. 

Smag chutneyen til med eddike, sukker og chili - afhængigt af hvor sur, sød eller stærk du ønsker den. Herefter er chutneyen klar til at blive hældt på glas. Husk at glassene skal skoldes inden brug! Chutneyen kan opbevares i et køligt rum eller i køleskabet, hvor det kan holde sig i 2-3 måneder. 

BON APPETIT. 

Nyt koncept på bloggen

Er milevis af indlæg bagud efter den lange sommerferieperiode uden internet. Jeg har fået en ny idé - til et nyt koncept her på bloggen. Da jeg selv går op i økologi, selvforsyning og er nysgerrig indenfor hvad vores herlige jord kan tilbyde os af gode nærringsstoffer, er det mig nærliggende at indføre et bevidsthedstema indenfor jordens ressourcer på bloggen. Jeg tænker hver måned omkring den første dag i måneden, at fortælle om hvilke råvarer naturen indeholder, hvad de er gode for og hvor vi kan finde dem. Derudover vil jeg gennem hele den givne måned give jer nogle lækre opskrifter, som man kan lave med naturens egne lækkerier. Jeg tænker at kalde temaet "Spis naturen", hvilket hvert indlæg vil blive mærket som, så de er lette at finde for jer der har interesse i emnet. 

Indsamling i slutningen af august - Nær Skejbyparken. 
Jeg begynder først rigtigt fra næste måned, men kan da fortælle jer at der lige nu er mirabelletid - det er en totalt undervurderet frugt, som kan bruges til mange ting og så smager den jo også fantastisk bare som en blomme. Mirabellerne finder du næsten overalt i Danmark her i augustmåned og de kan både være gule og røde. De røde mirabeller er lidt sødere end de gule og det smager oftest rigtigt lækkert at blande de to forskellige sorter i det du ønsker at lave. Man kan både lave syltetøj, kompot, grød, chutney og meget andet af de små frugter. Når jeg siger at mirabellen er totalt undervurderet er det blandt andet fordi at mirabeller både indeholder A-vitaminet beta-karoten, som er et kraftigt antioxidant der blandt andet kan være med til at bekæmpe kræft og syge celler. Vitaminet beskytter og opbygger raske celler og hjælper med at booste dit immunforsvar og din reproduktion af systemet. Yderligere indeholder mirabellerne C-vitamin, der også virker som et kraftigt antioxidant og opbygger immunforsvaret. Ekstra bonus til gravide og kvinder i den fødedygtige alder: C-vitaminet hjælper dig med at optage jern på bedst mulig vis. Sidst, men ikke mindst, indeholder de små frugter mineralet kalium, der regulerer kroppens væskebalance og dit blodtryk. 

tirsdag den 27. august 2013

SS for SystemStress

Har brugt de sidste to dage (og størstedelen af sommeren) på at komme igennem til studievejledere, SU-kontoret, vejledere af forskellig art og ikke mindst finde ud af et nyt universitets system - AU's system er langt sværere end AAU's og det er vanskeligt at vende sig til. Håber at det blot er en fase, men det værste er at det virker helt hul i hovedet når jeg ikke skal starte i år, at sidde og bruge tid på det. Man må se på det med positive øjne og sige til sig selv: "Så er jeg forhåbentligt forberedt til næste år"!

For at holde humøret og gejsten oppe, så sætter jeg Wicked Game på af Chris Isaak med den altid smukke og topløse Helena Christensen! Det er jo også et Wicked Game systemet spiller med os - igen, igen, igen..


søndag den 25. august 2013

Chili sin carne


Hvis der er noget jeg elsker, så er det en god stærk chili sin carne, der har stået og simret i lang tid. Dertil må der gerne være en frisk salat og så er det den perfekte sommermenu. Jeg elsker egenlig kød og synes også at det er en vigtig nærringskilde, men har samtidig et etisk dilemma med måden vi opfostrer vores dyr og behandler landbruget i det hele taget på her i Danmark. Min kæreste har skrevet et udemærket indlæg på hans blog, som beskriver de diskussioner vi har haft om kød her i huset. Du kan læse blogindlægget her. Derudover spiser vi udelukkende økologisk, hvorfor det også i sidste ende kan blive lidt dyrt når begge parter er på SU. Derfor bruger vi nogen af ugens dage på det vegetariske køkken, hvilket i denne omgang blev til en stor portion chili sin carne der varede i to dage. 

Sådan laver du chili sin carne:

Ingredienser:
- Blødgjorte kidneybønner (de skal ligge i blød natten over inden brug)
- Gulerødder
- Løg
- Tomater
- Peberfrugt
- Rodfrugter a forskellige arter
- Majs
- Chili
- Hvidløg
- Vand
- Grov bulgur

Man kan benytte sig af hvad man har i køleskabet af grøntsager. Jeg har haft succes med lidt af hvert. 

How to do chili sin carne:
Det er en vældig nem ret, vil jeg starte med at fortælle. Start med at snit løg, gulerødder, rodfrugter, chili og hvidløg. Disse ingredienser svitses på en pande med kokosolie i ca. 5 min. Herefter tilsættes de resterende, lidt blødere, grøntsager og tomaterne. Der skal bruges ret mange tomater, da de er med til at lave sovsen. Det er også muligt at bruge flåede tomater i stedet for, hvis man vil spare lidt penge. Lad grøntsagerne blande sig og tilføj 3 dl. vand og 1,5 dl. bulgur. Nu skal du blot lade retten simre i 10 min. og så er den spiseklar! Hvis du vil have retten til at give mere smag, så vent med at tilføje bulgur til retten har simret i den tid du ønsker. Jeg lod min chili sin carne simre ved svag varme i en times tid og tilsatte derefter bulgur og kogte den op i 10 min. MUMS!

Til chili sin carnen havde jeg lavet en frisk salat af spæde blade, æble, tomat, agurk og avocado. Her havde jeg blandet balsamico og hvidløg i. Det gav den lidt tunge ret et frisk pift, der gjorde en ellers efterårs-agtig ret til en sommermenu!

BON APPETIT. 


lørdag den 10. august 2013

Babyshower


Igår blev der afholdt babyshower for Lille e og jeg. Gavebordet var overvældende og det var rigtigt dejligt at have alle de søde veninder omkring én. Lille e var den der blev mest begavet med vuggerend, fodbold, bamser - hvoraf den ene var en hjemmehæklet frø, små sokker, bodies, den blødeste flyverdragt fra Småfolk, sang- og rimebog (bliver underligt når jeg skal synge for ham), hyggespejl så han kan se på sig selv, navnesutter med "Lille e" på og en fodboldtrøje i en størrelse han kan passe til næste sommer med hans eget navn skrevet bagpå. Jeg er henrykt og er sikker på at Lille e bliver helt vild, når han selv kan opleve alle de dejlige mostre han har rundt om sig. Moren blev også forkælet med en "hyggekasse til de vågne nætter", hvor der var lækkerier, the og et kæmpe krus i. Derudover en forkælelsesdag hos frisøren og måske også en lille tur indtil kosmetologskolen og få lavet ansigtsmaske, fødder og hænder. Det er slet ikke så tosset at være gravid!

Tilgengæld gav jeg den fuld gas i køkkenet inden de kom og havde lavet hjemmelavede flødeboller med hhv. hindbær-, lakrids- og vanilieskum. Havde også lavet muffins med grøn (som af en eller anden grund blev mere sølv, men det så også meget sejt ud) og blå frosting. Og sidst, men ikke mindst, hjemmebagte KÆMPE gulerodsbrud og frugtfad. Derudover var der skåle med slik-sutter og sukkerkys i blå og hvid. Jeg smider en opskrift ind på flødebollerne senere, for de var virkeligt noget særligt og hamrende gode! 

Jaja, der går nok lidt baby i den fremover. Men det fylder meget, når man kommer så langt. Lige nu nyder jeg den sidste tid og skal holde to ugers ferie på Sjælland fra imorgen af. Her skal jeg blandt andet til Roger Waters i Parken (JA!), sejle med færge, på Københavner-tur og være turist, samt tilbringe fire dage i Lalandia med M's familie, hvor jeg kun må svømme baner og ligge i skyggen. Har heldigvis ikke haft nogen graviditetsgener, andet end at jeg ikke kan opholde mig i den direkte sol, men hvem kan det i denne varme? Har heller ikke taget mere på end jeg skulle indtil videre. Har kun taget 7,8 kg, hvilket svarer fint til Lille e's vægt, vand osv. Det har dog i den sidste tid været virkeligt svært for mig at holde mig fra sukkerige ting. Måske er det kroppen der ved at man har brug for kalorier til den store dag? Men jeg har det ikke særligt godt når jeg spiser sukker, så når jeg kommer hjem fra Sjælland og i den sidste tid, vil jeg indstille mig på, kun at få det "naturlige" sukker - altså fra frugt og andre madvarer. Jeg tænker også at Lille e kan blive sukkerafhængig derinde inden han kommer ud, og når jeg så springer fra sukkeret igen, så vil han måske føle at han "mangler" det. Altså lidt ligesom os andre, når vi er blevet afhængige af det skidt. Det er hermed besluttet at det skal gøres! 

torsdag den 1. august 2013

Stikkelsbærmarmelade uden sukker


Dagens morgenmåltid blev lidt hurtigt sammensat af rugbrød og hjemmelavet stikkelsbærmarmelade. Kæresten og jeg drager mod hans hjemsted Sjælland i dag, hvor jeg skal møde en masse af hans familie, som jeg ikke har mødt endnu, trods det at jeg er gravid. Det bliver så spændende. Vi var sent hjemme igår, da vi var i Zulu Sommerbio med en af mine veninder. Der så vi Django. Et Tarantinosk mesterværk - ligesom alle hans ændre film. Jeg elsker hans syrede universer af karakterer, musik og billeder, der flyder sammen i en gigantisk helhed af storslåethed.

Nå, men ville egentlig bare stikke jer verdens letteste opskrift på stikkelsbærmarmelade. Men det kræver at stikkelsbærerne er modne, ellers bliver marmeladen meget sur, når jeg ikke tilføjer sukker (ellers er det jo noget man kan gøre og smage til med).

Sådan laver du stikkelsbærmarmelade uden sukker:
- 1 kg. stikkelsbær (jeg brugte blandede grønne og røde)
- Vand
- Vaniliepulver

Tag stilken af stikkelsbærerne og skyl dem grundigt. Læg dem i en gryde, hvor du fylder lidt vand - kun så det lige præcis dækker bunden. Jeg tror der skal bruges til 0,5 dl til 1 kg bær. Suppler med vaniliepulver (det uden sukker fra Urtekram - det er rene vaniliekorn). Lad massen koge op og lad det simrer i ca. 15 min. Herefter purerer du massen med en stavblender. Hvis du synes massen skal være tykkere, så lad det stå at koge ind indtil det har den ønskede konsistens (det stivner en smule, når det bliver koldt). Det er opskriften på verdens letteste marmelade, hvor man hverken skal bruge sukker eller nogle former for stivelse.

BON APPETIT.